Jeg blev født på et slagterpapir i Nørresundby

En solrig forårsdag
Da jeg slumrede på sofaen
Blev Cezanne banket ind i hovedet på mig
Et maleri faldt ned

Farmor fortalte om ismerne og penselstrøg
I hendes lille toværelses
Med farfars malerier på væggen
Og lokum på gangen
Emmede det af kunst og kærlighed
Hvor jeg voksede op 
Var kunsten en mulighed

I al slags vejr cyklede far til arbejde på værftet
Med sig hjem
Havde han genbrugpapir 
Med violet spritduplikatorskrift

Jeg tegnede på bagsiden 
Kruseduller
Som blev til streger 
Streger
Som blev til små bidder af verden

Og sådan fortsatte det
 År ud og år ind
Den tegnede streg blev den røde tråd

Mor bar vasketøj op og ned fra anden sal 
Cyklede til Bilka
Som en anden cirkusartist 
Balancerede hun det hele hjem 
På styr og bagagebærer

Bar den røde tråd 
Sammen med fyldte bæreposer
Op af alle trapperne 
Hun ristede brød 
Og bagte til Jul

Og en dag
Stod jeg på kunstakademiet 
Og var noget
Var nogen
Og kunsten løb som en rød tråd 
Gennem det hele
I turen til bussen
På hylderne hos købmanden
Til forældrerådsmøderne på skolen

Den røde tråd snoede sig som en 
Friskfanget ål på panden
Op og ned 
Ud og ind

I børnenes legetøj 
I kattens madskål 
I barnevognen
I klapvognen 
I trækvognen
I en pakke kiks
Nogen gange fyldte den meget
Andre gange mindre
Men den var der
I fuld vigør
Dag ud og dag ind

Den vokser i træerne 
Gemmer sig i klipperne
Havet
I græsset
I fuglenes sang
Jeg spiser den som et rødt æble en oktoberdag
Trækker den som streger på papir
På lærreder
Snitter den i træ
Trykker den
Indrammer den 
Den varierer
Har forskellige udtryk
Men den er der altid
Back to Top