At rejse er at opleve. Lige siden jeg var barn, har jeg fået lov til opleve forskellige steder i Europa. Først sammen med min mor, far og søstre og sidenhen på egen hånd eller sammen med en god rejsekammerat. Min tegneblok, blyant og tusch har altid været min trofaste følgesvend. Det er med tiden blevet til mange små skitser. Nogle af dem har givet inspiration til nye billeder.
Hvorfor tager jeg ikke bare et fotografi, af alle de spændende steder jeg ser? Og jo, jeg fotograferer også, men skitsen kan noget andet. Stregen kræver et nærvær. At jeg sanser rummet omkring mig og forholder mig åben. Verden strømmer igennem mig og ned på papiret. Den bliver til rytmiske streger, former, og størrelser, som forholder sig til hinanden. Lyset og skyggerne finder deres plads. Den proces holder jeg så uendelig meget af.
I april 2025 boede jeg i Cerretino i Toscana. Landsbyen ligger 600 meter over havet. Nogle af skitserne derfra kan I se her.
"Horisonten og jeg har brug for at blive fortrolige med hinanden. Jeg kan ikke begribe at “noget” kan været så langt borte. Så stort. At landskabet strækker sig i evigheder, som stjerner på himlen med ukendt liv. Mit tegnepapir forsøger at rumme det, men min fornemmelse af rum er borte. Jeg har brug for mere tid.
I mine hjerte-menneskers land er intet horisontalt. Verden går op eller ned. Altid. Op af trappen, ned til stalden, op og ned og op til byen. Ned til det nederste bed, hvor der er sået gule og røde peberfrugter, op til brændestakken og de tørre afskårne olivengrene. Vandet løber nedad, nedad, nedad, piblende, sukkende, klart, i lange smalle render.
Mette, Cerretino april 2025"
Det store kirsebærtræ foran huset blomstrede. Og i de små haver i byen blomstrede frugttræerne.
Claudios køkkenhave med den store, store udsigt.
Oliventræerne
Jeg havde kinesisk rivetusch med i kufferten. Den har en helt anden karakter end den flydende.
Hanen John Little, katten Tigris, gæssene kaldet Svanerne og hunden Brenda boede der også.
Landskabet.
