24. december
Hos min mormor og morfar, som boede i et husmandssted i Øster Hassing, var julemaden blandt andet grønlangkål med flæsk, pølse, søde brunede kartofler og sennep. Jeg husker julen som mørk. Måske fordi jeg var så lille, at jeg kun kunne se ind under bordene, hvor lyset ikke faldt.
I huset var der dobbelte gardiner. Når de blev trukket for, holdt kulden sig ude. Ind mod stuen havde gardinerne gule striber, der skinnede som guld. I nogle af gardinerne og på billedrammerne på væggen kravlede papnisserne med træskeer, grød og gran. På bordet med den hvide dug, var dækket til hele familien. Mormor havde lavet risalamande med lun kirsebærsovs. Jeg fik mandlen. Min aller første mandel og jeg fik min helt egen marcipangris med rød sløjfe. Juletræet stod i dagligstuen. Jeg kunne godt lide de små skibe, som var lavet af sugerør og perler. De sejlede rundt på grenene mellem glimmer og kugler. De levende lys på juletræet var farlige. Og kakkelovnen var varm. I en af pakkerne lå min bamse. Frederik har jeg endnu.
23. december
Min farmors juletræ var så lille bitte, at det stod på et bord. Hun havde en nisse med friske røde kinder. Han holdt en sæk. Den var fyldt med julegodter. Engang købte hun kæmpestore norske klejner med gul glasur. De smagte slet ikke af jul. På radiatoren lå en appelsin prikket med nelliker, det gav en særlig god duft i stuen, sagde hun. Ved siden af stod englespillet og drejede rundt i varmen. Ding, ding, ding, ding sagde de små fine klokker i en uendelighed.
22. december
Når hestene har fået, og hunden har fået, og grisene har fået, og katten har fået, så skal han ha’
Kartofler med sovs ved langbordet i stuen som er bølget af slid
Bilen kan ikke mere, kroppen kan ikke mere
Med en papirtynd sølvske rører han rundt i kaffen
Fra vinduet har han øens bedste udsigt
21. december
At spise brunkagedej, var en af de gode ting ved julebagningen. Med min lille kagerulle blev dejen gjort flad som en pandekage. Så stak jeg måner, hjerter og stjerner ud med de kulørte plasticforme. Dejen blev rullet ud igen og igen og blev mere og mere fyldt med mel. Så smagte den ikke så godt. Den sidste dej blev rullet til små brune kugler, som blev bagt, hvor der var plads på pladen.
20. december
En frostklar dag, fandt vi en død solsort på vejen. Den ældste tog den op. Og bar den omsorgsfuldt hele vejen hjem langs markerne. Den døde fugl blev forsigtigt lagt i fryseren. Her skulle den ligge til jorden var frostfri og klar til en rigtig begravelse. Jeg husker ikke, hvad graven blev pyntet med, for det var ikke årstid for blomster. En anden gang var det snemanden, der kom i fryseren - det var den yngste. Men det er en helt anden årsag.
19. december
Manden på bakken ville gerne have træerne langs vejen fældet. Men mine naboer sagde nej. Han skulle ikke kunne følge med i alt. Træerne skærmede, sagde de. Ham på bakken skulle nok klare sig. Han var jo en slags konge på stedet. Ejede det meste af jorden omkring. Hans ord vejede tungt. Man lyttede, når han talte. Han blev altid omtalt med frygtsomhed.
18. december
I Skansen blev der i de kolde vintre lavet en skøjtebane. Jeg havde skrueskøjter, som blev sat fast under mine støvler. De store susede rundt på isen, mens jeg øvede mig det bedste jeg kunne i kanten. På bakken foran blokken lavede jeg en snemand. Min mor gav mig en gulerod til næse. Da det blev mørkt og vi skulle op, nænnede jeg ikke til at den lille gulerod skulle sidde ude i frosten alene. Derfor tog jeg den med mig og gemte den under kældertrappen.
17. december
Det var et moderne stuehus. Gule mursten. Det lå på bakken med udsigt over hele egnen. Før vi spiste, skulle vi bede bordbøn. Det var hendes far, der bad. Lille og undselig sad han for bordenden med foldede hænder. I Jesu navn, går vi til bords, remsede han som en motor i tomgang. Hun hadede den bøn, var flov over sin far. Havde mentalt hø i ørene. Kunne ikke bønnen. Jeg lærte den på en weekend. Syntes nok, at det var en smule eksotisk. Om aftenen lavede hun varm kakao til os af nymalket komælk. Det stod på køl i tubberwarekanden. Jeg drak det. Lige rigelig meget smag for en bybo, der måtte jo også være grænser for det eksotiske.
16. december
Drøvtyggerne slider gangbaner i græsset
Animalske motorveje
Og ellers ligger de
Og tygger drøv
Og stresser af
Mens vi henter, afleverer, kører, går, cykler, bringer
15 december
Oppe bag huset på bakken, kan jeg se ud over den store Bredning, hvor vand, land og luft mødes og går i et. Jeg kan se øen, fjorden. Jeg kan se marker, skel og gårde i en stor rytmisk helhed. Bløde former og geometriske former. Foranderlige og genkendelige. En traktor kører på marken. En går med sin hund langs vejen. Så mange liv i et stort broget landskab.
14. december
Fra brinken kunne jeg følge de sortbrogede køers rute rundt på engen. Jeg kunne stille uret efter dem. Jeg vidste nøjagtig, hvor de var både før og efter middag. Når jeg så på dem, virkede deres bevægelser langsomme, men hvis jeg så væk et øjeblikke, var de pludselig helt i den fjerneste ende.
Ikke langt fra det elektriske hegn, lå der to meget store sten. Her holdt køerne af at gnubbe sig. Rundt om stenene var græsset slidt helt af. Der var pytter med vand. I pytterne fangede jeg små tudser. De kom op i min spand. I vandet flød en pind. Her kunne de hoppe op.
På brinken voksede højt saftigt græs. Jeg kunne gemme mig og lave huler i det. På stien lavede muldvarpen sine skud. De lugtede sødt og friskt af sandet jord. Så blev hegnet taget ned og køerne kunne æde det saftige græs og drikke af vandet i åen. Brinken blev til et nyt sted.
13. december
Der var en helt særlig hygge ved at spise morgenmad i mørket. Kun kalenderlyset var tændt. Jeg holdt øje med at datoen passede og sørgede for at lyset ikke brændte længere ned, end det skulle. I de kolde mørke vintermorgener duggede ruderne. Når der var frost voksede de fineste isblomster frem.
12. december
Ræven skider højt
Lægger sit visitkort på bænken
På visse tider af året fyldt med kirsebærsten
Engang løb Mikkel med andrikken
Det skulle hun aldrig have gjort
For jeg skreg så højt
At hun smed sit bytte
Mikkel kommer med sine unger
Lader dem lege foran laden
De er det fineste
Engang mødte jeg hende
Hun lå sammenrullet i græsset og sov
Så mig ikke
Hørte mig ikke
For vinden spillede vild koncert i majsen
11. december
Landskabet har sin egen magi. Bakker og gårde jævnes og forsvinder. På vejen ud cyklede jeg forbi læhegnet med de sorte forblæste træer. Og da jeg cyklede hjem igen, var læhegnet væk. Måske tog det sit gode tøj og gik, eller også er det fordampet. Som om det aldrig har været der. Forsvundet i glemsel og drømme om stordrift. Sådan ændrer landskabet sig.
10. december
Frostklar mørkemorgen med stjerner på himlen. De små bliver klædt varmt på. Vi går ud i mørket og kulden. Da vi nærmer os byen, lyser gadelygterne op. Vi ser de smukkeste iskrystaller på vejen. De stråler som de allerfineste og mest kostbare diamanter. Den store forsøger at samle isblomsterne op i sin vante. Hun vil så gerne vise dem til de andre børn.
9. december
Hvad skal den store fugl
I den lille bitte sø
Æde alle tudserne
Strø om sig med stjernesnot
Vi kan se de kæmpe store aftryk af fødderne i sandet
En strittende fjertot på to lange ben
Som et flyvende oltids m
Der letter med dybe tunge vingeslag.
8 december
Vi gik ud over markerne en sommeraften. Fra toppen af bakkerne kunne vi se langt. I dalene lå det bløde varme aftenlys. Vi snakkede sammen. Vendte verden på vrangen og stoppede de huller, som vi syntes skulle stoppes. På marken gumlede køerne grønne græstotter. Den roligste lyd i verden. Nysgerrige kom de hen til os. Hun var mit værn mod de store dyr. Vi skulle bare hoppe og vifte med armene, så vendte de om og luntede væk. Jeg husker engblommernes gule kronblade på de saftgrønne stilke.
7. december
Da jeg var færdig med skolen, kom jeg på Ungdomshøjskole på Fyn. Jeg var der i 10 måneder. Vi var vel omkring 70 unge mennsker. Det var en god tid. Den første stykke tid brugte vi på at lære hinanden, stedet og rutinerne at kende. Da det var gjort, var det tid at gå op opdagelse i omgivelserne.
En mørk efterårsaften kom en lille flok elever tilbage til skolen med fyldte poser. Fyldt med modne æbler. Det var den aften, jeg lærte udtrykket “ødegård” at kende. De var gået en tur ud over markerne, og havde fået øje på en have, hvor træerne bugnede af frugt. Da de kom tæt nok på gården, så de at den var forladt. Den gode frugt skulle ikke gå til spilde, derfor fyldte de lommer og poser med æbler.
Rygtet om ødegården bredte sig hurtigt på skolen. Den var et mysterium. Der blev udviklet flere mulige teorier, om hvorfor og hvordan gården var blevet forladt. Hvor var folkene? Var der sket en forbrydelse? Lå de døde i huset? Vi gik rundt i et kollektivt vakuum af gys. Flere hold drog afsted over markerne. I skumringen så jeg haven. Fyldte mine lommer og med en stor hemmelighedsfuld klump i halsen gik jeg sammen med min flok tilbage over markerne.
Da jeg var færdig med skolen, kom jeg på Ungdomshøjskole på Fyn. Jeg var der i 10 måneder. Vi var vel omkring 70 unge mennsker. Det var en god tid. Den første stykke tid brugte vi på at lære hinanden, stedet og rutinerne at kende. Da det var gjort, var det tid at gå op opdagelse i omgivelserne.
En mørk efterårsaften kom en lille flok elever tilbage til skolen med fyldte poser. Fyldt med modne æbler. Det var den aften, jeg lærte udtrykket “ødegård” at kende. De var gået en tur ud over markerne, og havde fået øje på en have, hvor træerne bugnede af frugt. Da de kom tæt nok på gården, så de at den var forladt. Den gode frugt skulle ikke gå til spilde, derfor fyldte de lommer og poser med æbler.
Rygtet om ødegården bredte sig hurtigt på skolen. Den var et mysterium. Der blev udviklet flere mulige teorier, om hvorfor og hvordan gården var blevet forladt. Hvor var folkene? Var der sket en forbrydelse? Lå de døde i huset? Vi gik rundt i et kollektivt vakuum af gys. Flere hold drog afsted over markerne. I skumringen så jeg haven. Fyldte mine lommer og med en stor hemmelighedsfuld klump i halsen gik jeg sammen med min flok tilbage over markerne.
6. december
Jeg har altid syntes
At den kat ligner en fejekost
Den vimser på vejen
I græsset
Rundt om huset
Jeg kunne næsten tro
At den ejer det hele
Men jeg er ikke sikker
5. december
På min mormor og morfars gård i Øster Hassing fik katten Pys killinger. To røde og en gråstribet. Deres pels havde samme farve som vores hår. Vi var rødhårede min søster og jeg. Næste gang vi kom på besøg hos vores mormor og morfar, var killingerne væk. Morfar sagde, at de var hoppet op på en bil og stukket af. Vi var selvfølgelige dybt ulykkelige, men katte gør jo som de vil.
4. december
Den store hvide hund sprang os i møde på gårdspladsen. Den ville lege. Pelsen strittede tyk og vild. Men den måtte blive udenfor, da vi gik ind for at få vores kaffe. Der var dækket op i stuen. Ingen havde sat sig endnu. De to små børn kom slæbende med legetøj. Og vi skulle se deres værelser og holde i hånd. Sådan kan man få små nye venner på landet. Da der blev sagt værsgo, satte vi os alle ved bordet. Konen havde bagt boller og lagt lagkage sammen. Vi skulle rigtig hygge os. Ved bordet sad der en anden gæst i ternet skjorte. Han var tavs og så ned i bordet. På vejen derop, havde min veninde fortalt, at han alt for længe havde glemt at fodre sine dyr. Og det skulle vi naturligvis ikke snakke om.
3. december
På foderbrættet
Vil Spætmejsen have det hele for sig selv
Når nu den kan
Når nu de andre fugle alligevel ikke vil
De stikker af
Fra dens kileformede hurtige bevægelser
Dens spidse stærke næb
En slags fægtekamp i maden
Mens der samles forråd
2. december
Som barn cyklede vi tit på tur. De små ben trampede i pedalerne ud af landevejen. Der var saftevand med i mors cykelkurv og rugbrød med pålægschokolade. Det farligste der kunne ske, var at møde en af de bidske gårdhunde. Gøende stod de på vejen og ventede. Så skreg jeg højt, mens hunden løb efter og snappede efter hjulet. Jeg havde hørt, at en hund kunne lugte på lang afstand, hvis et menneske var bange for den. Jeg skulle bare snakke roligt til den. Men det er ikke let når hjertet sidder i halsen.
1. december
Den forårsdag var luften så klar, at jeg kunne skære mig på den. Landskabet var malerisk og grafisk på en gang. Lange tydelige linjer og klart afgrænsede felter. De friske spirer på marken havde den vildeste grønne farve. På bakken lå gården, som en so med patterne i vejret, klar til at tage imod det næste kuld.
